"Turtles all the way down"

I mit sidste indlæg om "gud i revnerne", skrev jeg om spørgsmål, og hvordan svaret "gud" altid kun virker som en stopklods for yderligere spørgsmål uden egentlig at besvare noget som helst. Det har jeg lyst til at skrive meget mere om.

For jeg elsker spørgsmål - jeg holder faktisk ofte mere af spørgsmål end af svar. Jeg giver ganske vist ofte folk det indtryk at jeg elsker at vide alting, især når jeg spiller BezzerWizzer, men faktisk holder jeg endnu mere af jagten på svaret, og den jagt starter altid med et spørgsmål, som regel et spørgsmål hvis svar fører til endnu flere spørgsmål, og så videre.

Og fuldstændig som små børn, så elsker jeg spørgsmålskæder:

"Hvorfor skal du på arbejde?"
"Så jeg kan tjene penge"
"Hvorfor skal du tjene penge?"
"Så vi har råd til mad"
"Hvorfor skal vi have mad?"
"Så vi ikke dør af sult"
"Hvorfor dør vi af sult?"
"Fordi kroppen skal bruge energi fra maden"
"Hvorfor skal kroppen bruge energi?"
"For at drive musklerne og genopbygge cellestrukturer"
"Hvorfor skal den genopbygge cellestrukturer?"

og så videre og så videre. Men sætter man gud ind, så stopper spørgsmålene:

"Hvorfor er himlen blå?"
"Den farve har gud givet den"
"Hvorfor har han det?"
"Fy! Vi må ikke spørge om hvorfor gud gør noget, han ved hvad han gør!"

Man fristes til at tro at begrebet "gud" primært er opfundet for at få børn til at holde op med at spørge, hvilket jeg åbenbart heller ikke er den første der har tænkt:

se originalen på www.wetherobots.com

Jeg kan ikke helt forstå hvorfor forældre bliver trætte af at svare på deres børns spørgsmål, men det er måske fordi jeg ikke har børn selv - jeg holder meget af at svare på andres børns spørgsmål, især fordi de altid handler om den virkelige verden. Børn spørger om hvorfor himlen er blå, hvor langt væk månen er, hvor mange stjerner der er, hvorfor rovdyr spiser andre dyr, og så videre - de spørger ikke om hvor mange engle der kan danse på en nålespids, om forskelle på vestlig og østlig medicin, eller om man virkelig kan være patriotisk selv om man ikke har en flag-medaljon på.

Selvfølgelig kan det være svært at svare på alt det børn spørger om, især hvis man selv har opgivet at finde svaret, og bare har ladet sig affinde med "gud gjorde det", men jeg vil mene at stort set enhver forklaring vil være bedre, uanset hvor forkert den er - næsten da:

Årsagernes årsag

Det er åbenbart ganske naturligt for os mennesker at spørge om grunden til X, og når vi er blevet forklaret at Y forårsagede X, så spørger vi hvad der forårsagede Y, og så fremdeles i en uendelighed. Der er også noget fascinerende ved at kunne "zoome" i forklaringerne på den måde, og lære at vi allesammen er en del af noget meget større, men at vi samtidig også selv er noget stort der består af en masse små dele.
Jeg kan tydeligt huske da jeg begyndte at forstå at verden var både større og mindre, og jeg elskede at skrive min adresse som:

Mælkevejen
Solsystemet
Jorden
Europa
Danmark
Kolding
Henrik Rantzausvej 15B
Første værelse til højre
Stolen ved skrivebordet

Altså zoom ud og ind - i stil med den fantastiske "Powers of ten"-film, som jeg tror jeg må have set dengang i de tidlige 80'ere:



Der er en sjov konflikt mellem vores opfattelse af uendelighed (alt må have en årsag, også årsagen selv), og vores trang til at afslutte ting. På den ene side så tænker vi at Universet må være uendeligt stort, siden det omfatter alt der eksisterer - men på den anden side så må det næsten have en ende, men så må der jo være noget andet uden for det? Måske er kvarker vitterlig de mindste byggeblokke vi har, men på den anden side, kan det virkelig passe at der ikke er andet eller mere?

Uanset hvad, så er det den slags tanker og spørgsmål der er vigtige, for de driver os til at undersøge tingene, de får os til at måle baggrundsstrålingen, beregne universets alder, bygge teleskoper der kan se (næsten) tilbage til dets skabelse, bygge partikel-acceleratorer der kan efterligne hvad der skete som det allerførste, og give os et indblik i de allermindste byggeblokke - og når vi har svarene på de spørgsmål, så melder der sig måske andre, nye, spørgsmål der tigger om at blive besvaret.

Der er ikke noget der tyder på at vi løber tør for spørgsmål der skal besvares - for selv om vi for en stor dels vedkommende er holdt op med at give det samme ligegyldige og forkerte svar på alle spørgsmål ("gud gjorde det"), så er der faktisk kommet endnu flere spørgsmål til - og det selv om vi har fået svar på spørgsmål man ikke engang kunne fantasere sig til at stille for 2-300 år siden.

"Noget" skyldes "noget andet"

En ting vi er ret sikre på, er at der ikke er noget der kan være årsag til sig selv, man kan ikke trække sig op af en sump ved at hive i sit eget hår (eller sine støvlestropper), og et kulmolekyle kan ikke bare være lavet af andre kulmolekyler.

Titlen på denne post kommer fra en anekdote om en videnskabsmand der holdt et foredrag om jordens plads i universet, han fortalte om solsystemet, galakserne og systemet af galakser. Til sidst var der en ældre dame der rejste sig op og irettesatte ham: "Det kan nok være at du ved rigtig meget om mange ting, men her tager du altså helt fejl, for jorden hviler på ryggen af fire elefanter der står ryggen af en skildpadde!"
"Aha," sagde videnskabsmanden, "Og hvad står skildpadden så på?"
"Nu ikke morsom, unge mand," sagde hun, "Det er selvfølgelig skildpadder hele vejen ned."

Hendes svar er fjollet, for det første fordi jorden selvfølgelig ikke hviler på ryggen af nogen skildpadde, men også fordi tanken om at skildpadden skulle være endemålet, det sidste man kan vide noget om, ja den tanke forekommer næsten lige absurd. Hvis jeg stod ved en kyst og blev fortalt at der ikke var mere verden herefter, så ville jeg ikke tro på det, måske ville jeg endda starte en ekspedition for at sejle ud og se om der vitterlig ikke var mere verden. Det er den form for nysgerrighed der har bragt os langt som art, og som forhåbentlig vil bringe os endnu længere i fremtiden.

Og det er akkurat lige så forkert at bruge gud som ikke-svar, som stopklods for flere spørgsmål, som det er at forlade sig på at det bare er "turtles all the way down".

Er gud i revnerne?

Jeg har langt om længe fået læst Richard Dawkins: "The God Delusion", og selv om jeg må tilstå at jeg er lidt skuffet, og synes at den er lidt tynd (og rodet) i mange af sine argumenter, så introducerede den mig til et par begreber jeg ikke havde hørt om før, blandt andet NOMA (ikke at forveksle med restauranten) og God of the Gaps. Jeg har selv tit opfattet de to begreber som ét samlet, og jævnligt både accepteret og argumenteret for det i diskussioner - ja faktisk tror jeg at jeg i en periode selv definerede min religion ud fra en forening af de to begreber ...

God of the gaps

Videnskaben forklarer stort set alt det vi kan observere, altså noget vi enten selv opfatter med vores sanser, eller opfanger med måleinstrumenter. Der findes naturlige fænomener der ikke er forklaret til fulde, men vi har trods alt ret gode videnskabelige forklaringer på de ting der sker omkring os, og inde i os. Det havde man ikke for 200 år siden, og slet ikke for 500 eller 1000 år siden, og min (og mange andres) tanke har derfor været at man brugte gud som forklaring på alt det man ikke ellers kunne forklare. Altså gud er det der udfylder revnerne (the gaps) i vores forståelse af verden.
Tendensen går endnu længere tilbage end Abrahams gud, og stort set alle naturfolk har haft forskellige guder der styrede vejret, vinden, høsten, dyrenes velfærd og så videre og så videre. Det er snarere et resultat af religiøse dogmer, end reel indsigt, der har gjort at man mange steder i verden nu kun har én gud der styrer alt.

Problemet er bare at videnskaben hele tiden bliver bedre og bedre til at forklare ting - kvinder døde ikke i barselsseng fordi det var guds mening, men fordi fødselslægerne ikke vaskede hænder før de rodede i kvindernes underliv - jordskælv skyldes ikke guds vrede, men tektoniske plader der flytter sig - solformørkelser er ikke tegn og varsler, men månen der på ganske bestemte tidspunkter går ind mellem jorden og solen.
Så disse "gaps" som gud udfylder, de bliver mindre og mindre hver eneste dag - og det vil sige at gud bliver mindre og mindre, efterhånden er han ikke længere almægtig, men bare en kontorfunktionær der holder et gammelt kuldsejlet firma hængende i vandskorpen.

Hvis man tror at gud er "det der endnu ikke kan forklares", så tror man faktisk ikke på gud, men bruger bare ordet som en variabel. Man kunne ligesåvel sige at X er det der endnu ikke er forklaret. Det giver også næsten sig selv, at når man er nødt til at tro lidt mindre på gud dag efter dag, så må man nødvendigvis ende med slet ikke at tro. På den måde kunne jeg næsten finde på at anbefale "god in the gaps" som trosgrundlag, men religioner tolererer bare ikke opdateringer, hvordan skulle de kunne sige at deres religion er den eneste sande hvis de er nødt til at ændre den i tide og utide? Derfor fornægter de stærkt troende enhver videnskabelig opdagelse - for eksempel ventede den katolske kirke helt til 1992 med at acceptere at jorden bevæger sig rundt om solen (ref) . Så "god of the gaps" teorien er måske god nok til at forklare nogle af grundene til hvordan religion opstod, men hvis man selv har den tro, så er man nødt til at indrømme over for sig selv, at man må lægge den fra sig en af dagene. Det gjorde jeg!

NOMA - Non-Overlapping MAgisteria

Hvis ikke gud er i revnerne i vores viden, så er han vel der hvor videnskaben må spille helt fallit? Jeg har selv brugt det argument mange gange:

Jaja, videnskaben forklarer hvordan noget fungerer, men ikke hvorfor - vi kan forklare hvordan livet opstod, men ikke hvorfor - vi kan forklare hvordan vi forplanter os, men ikke hvorfor - det er der religionen kommer ind.
Peter, i utallige diskussioner om religion

Jeg har aldrig været opmærksom på det før, men Dawkins påpeger lettere irriteret at religionen altså heller ikke kan forklare hvorfor! Svaret er altid "gud" eller "guds vilje" uanset hvad man spørger om, og det er ærlig talt ikke meget bedre end at spørge Terkels far ... Desuden så indikerer "hvorfor"-spørgsmålet tit en form for determinisme, altså der må være et formål med at tingene er som de er, og det formål har religionen jo i den grad fejlet at svare på ("vi skal tjene gud og bede til ham og i øvrigt sende penge/offergaver til hans præster" er ikke et godt svar!). Hvis "hvorfor"-spørgsmålet derimod mere er et spørgsmål til kausalitet, altså "hvad førte til at X skete", så har videnskaben tit nogle ret gode svar. Og når det drejer sig om at forklare meningen med livet, så er det faktisk ikke så kompliceret eller filosofisk som vi prøver at gøre det til, men mere om det i en senere post.

Kærlighed er et yndet eksempel at bruge om noget som videnskaben ikke entydigt kan forklare, Carl Sagan brugte det sågar i romanen "Kontakt" (filmatiseret med Jodie Foster i hovedrollen), men for det første så er kærlighed meget udefineret, det er et ord der dækker over stort set alle former for psykologisk tiltrækning eller behov, og for det andet så er de fleste af disse behov forholdsvist komplicerede processer der involverer mange forskellige videnskaber, og for det tredje, så er de fleste af dem ret godt forklaret individuelt. For det fjerde har det intet som helst med gud at gøre - gud kunne bare være et andet ord vi valgte at bruge i stedet for "kærlighed". Og når gud, og dermed religionen og kirken, kommer ind og blander sig i menneskers kærlighedsforhold, så drejer det sig ofte enten om at fordømme, om at straffe, om at nedgøre, om at opfatte kvinder som ejendom, og om at blande sig utidigt i andre menneskers privatliv. At blive gift har ikke noget med kærlighed at gøre, men har været en praktisk samfundsforanstaltning igennem mange år, især for at holde kvinder nede, men trods alt også for at undgå at de blev udnyttet og besmittet af alt for mange mænd.

Altså, religionen, og gud, giver sig ikke af med at forklare noget, men leverer kun non-answers, blokeringer af spørgsmål, og lukning af diskussioner. Derfor bør den aldrig nogensinde have lov at blande sig i filosofiske debatter, for selv om teologer ofte er særdeles intelligente og intellektuelle mennesker, så ved de altså ikke mere om "livets store spørgsmål" end en vilkårlig mand på gaden - eller end denne blogger for den sags skyld.

Den korte konlusion er altså at hvis gud bruges som forklaring på de ting som vi endnu ikke kan forklare mere videnskabeligt, så vil gud inden længe forsvinde helt. Og at bruge gud som svar på større filosofiske debatter, er lidt som at inddrage Hitler i en internet-debat: det fører intet nyt med sig, ødelægger debatten, og sætter en effektiv stopper for diskussionen af det oprindelige emne.

Beviser

Når jeg, som den skeptiker jeg er, siger at jeg vil se beviser før jeg tror på noget, så plejer de religiøse altid at være hurtigt ude med svarene: "Beviserne findes overalt, alt hvad du ser: jorden, himmelrummet, det er bevis på guds skaberværk, og dermed eksistens" eller det endnu værre: "Der står i biblen at gud findes, og gud har selv skrevet biblen, og gud er ufejlbarlig, derfor er biblen ufejlbarlig, og ergo findes gud!"

De bedste beviser er dog de helt håndgribelige, som f.eks. det stykke kød der forleden blev fundet i en restaurant i det stærkt muslimske Nigeria. Ifølge finderen selv, bærer kødet tydeligt indskriften: الله, altså "Allah" på arabisk. Jeg kan ikke selv læse arabisk, men en forstørrelse af skrifttegnene viser tydeligt ligheden:
Eller sagt med andre ord - der er stort set ikke nogen lighed, andet end nogle buede linjer. Den lodrette enlige streg først til højre er ikke med, den lukkede ring sidst til venstre heller ikke ... det lille "w" over midten af det store er ikke placeret over toppen af en bue, og den lille ekstra svirp er heller ikke med ... men måske er det ligesom med "tagging", det behøver ikke ligne de samme bogstaver, for de indviede er symbolet stadig det vigtigste.

Nå, men kødet er selvfølgelig ikke bevis for Allahs eksistens, det er jo ikke nødvendigt at bevise, men det er derimod et bevis for "at islam er den eneste rigtige religion for hele menneskeheden" - og det på trods af at kristendommen og jødedommen også har الله som deres gud ... Heldigt at det ikke var en kristen der fandt kødet så ... Eller endnu værre, en der ikke kunne læse arabisk!

Kødet var ikke engang alene - det lykkedes at finde tre andre stykker kød i samme restaurant, med samme skrifttegn! Det betyder ifølge en tilkaldt dyrlæge at der må være tale om et mirakel, for et enkelt stykke kunne være et tilfælde, men fire, det kan ikke forklares videnskabeligt.

Den slags konkrete beviser er som sagt min favorit, og de overskygger langt en type beviser som jeg stort set aldrig hører mere, nemlig de retoriske beviser - de tilhører en heldigvis svunden tid, hvor filosofi mest af alt gik ud på at diskutere ting, og det argument der ikke kunne modargumenteres imod, ja, det måtte være sandheden. Et populært eksempel er at man skal bruge gud som absolut målestok for blandt andet moral og perfektionisme, hvis man prøver at forestille sig det mest perfekte i hele verden, så vil der altid være noget der er mere perfekt, noget der findes i virkeligheden, og er gud ... Ja, jeg synes heller ikke at det giver nogen mening overhovedet.

Så for at opsummere de fire typer beviser:

1. Alt er bevis på guds eksistens.
   Det kan man ikke rigtig bruge til noget, det at noget eksisterer, beviser ikke at historien om hvordan det kom til at eksistere er sand. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal stille op mod den slags argumenter: "Jamen se, himlen er blå, hvordan ville den måske være det hvis gud ikke eksisterede?"
   
   
2. Religion er et bevis på guds eksistens.
   Eller andre cirkulære argumenter - de er utrolig populære i religiøse kredse, måske fordi de religiøse overhovedet ikke er i stand til at se ud over deres egen verdensopfattelse, og de er selv så indoktrinerede i biblens ord, at de ikke kan diskutere den "out-of-the-box".
   Jehovas Vidners bøger og magasiner er fantastiske eksempler på denne form for argumentation.
   
   
3. Hvis jeg ikke kan forklare det på anden måde, så er det et bevis for guds eksistens
   Det er nok det mest populære argument for tiden, og et som jeg i lang tid selv kunne falde for, især i forbindelse med "god in the gaps" teorien, som jeg vil komme mere ind på i et senere indlæg.
   
   
4. Hvis du ikke kan slå mine argumenter i retoriske teknik, så må jeg have ret
   Det er på en måde lidt den strategi der stadig bliver brugt i retssystemet, og det er måske også derfor mange religiøse amerikanere er meget begejstrede for at lægge sag an. De gamle teologiske argumenter giver dog absolut ingen mening - men hele det med defekte argumenter er blevet en meget stor del af alle de store religioner, især katolicismen og islam, hvor det nærmest er kætteri at debattere indholdet af biblen.
   

Videnskabelige beviser er af en helt anden natur - de kræver for eksempel at noget kan observeres af uafhængige kilder, og at disse kommer til den samme konklusion - selv hvis jeg så et stykke kød hvor der tydeligt stod (på dansk) "Jeg er gud og jeg eksisterer", så ville jeg stadig ikke se det som bevis på at islam er den eneste rigtige religion for alle mennesker, måske ville jeg ikke engang se det som bevis på at gud rent faktisk eksisterede.

Der er et eller andet ved det konkrete og håndgribelige i videnskabelige beviser som religiøse folk simpelthen ikke kan forstå - det at man med en teori forudsiger at noget vil ske, laver et forsøg under kontrollerede forhold, og observerer at "noget" ganske rigtig skete. En religiøs person læser en profeti, skuer rundt i verden efter noget der bare ligner, og konkluderer egenhændigt at profetien er gået i opfyldelse.

For mig er det lidt et paradoks med disse beviser, for troen på at gud eksisterer må nødvendigvis være en meget stærk tro, fordi den er så virkelighedsfjern og derfor kræver en stor overbevisning. Men troen på at et mønster i kød er skrifttegn, behøver ikke være nær så stærk, for det kan jo trods alt godt ligne. Men den stærke tro var der jo først - for ellers ville man ikke tro at skrifttegnene ville kunne fremkomme - og hvorfor skal den stærke tro bekræftes af den langt svagere? Kan troen være som et batteri der langsomt bliver opbrugt, og af og til skal have et lille tilskud energi for ikke at forsvinde helt? Er det derfor troende valfarter til den slags? For ikke at miste den stærke tro som er helt og holdent forankret i irrationalitet? Kan man håbe at mennesker generelt er rationelle dyr, men bare skal holdes i konstant forsyning af helgener og mirakler for ikke at vågne op af deres religionsrus? Er religion virkelig opium for folket?

Ja!

Det gode er at mange af de skeptiske troende der besøger sådan et mirakel, tit bliver slemt skuffede, og begynder at indse at det måske er fup altsammen. Så jo flere grædende statuer, jomfru Mariaer på toastbrød, og Allaher på kødstykker, jo bedre - for selv hvis de giver en smule energi til de stærkt troende, så nulstiller de lige så ofte de knap så stærke.

Mere respekt

Pudsigt ... knap havde jeg fået skrevet indlægget om respekt, før cectic.com lancerede denne stribe:
Det er præcis det jeg mener!

Respekt

Man skal respektere andres religioner og tro - hver eneste gang et tv-program afslører at clairvoyante, healere, mediummer, aura-seere, feng-shui indretningsarkitekter, jordstrålesøgere og andre overtroiske folk oftest viser sig at være fupmagere, så starter værten altid med at sige at han naturligvis respekterer folks egen tro, og at det ikke nødvendigvis er alle udøvere der er fupmagere.

Når nyhederne taler om religiøse fundamentalister der opfordrer til at myrde løs, så starter de indbudte eksperter og debattører altid med at sige at de naturligvis respekterer den enkeltes personlige religiøse opfattelse, og at denne og hin religion normalt er meget fredselskende, og så videre og så væk.

Det er ikke bare en tendens i samfundet til at man pr. automatik "respekterer" alle religioner, det er faktisk ulovligt ikke at gøre det. Straffelovens §140 siger:

§ 140. Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

Hvilket vil sige at hvis jeg i en debat eller på en hjemmeside siger at religion X er latterlig, og at deres indbildte gud ikke findes, og at de er naragtige fordi de bruger så meget tid på at forsøge at tale med denne indbildte gud, ja, så står jeg altså til fire måneders fængsel ...

Denne såkaldte "blasfemi-paragraf" har stort set aldrig været i brug, da vi sidenhen har fået "racisme-paragraffen" §266b, der forbyder at true, forhåne eller nedværdige en gruppe af personer, blandt andet på grund af deres religiøse tro. Forskellen er ganske stor - §140 forbyder at sige noget grimt om religionen i det hele taget, og §266 forbyder at sige noget grimt om de folk der udøver den.

Og kynisk som jeg er, så tænker jeg på disse to paragraffer hver eneste gang jeg hører en person offentligt sige at "jeg respekterer naturligvis den enkeltes religion." for hvis vedkommende ikke sagde det, ja, så var der potentiale for en straffesag.

Den anden vej?

Det uhyggelige er at religiøse folk ikke behøver respektere andre - deres ritualer er hellige, så hvis de vil bimle med klokker søndag morgen, eller råbe ud fra et tårn fredag eftermiddag, nægte lægebehandling for deres børn, stå i vejen for redningsfolk fordi de "assister", synge og larme på offentlige gader, slagte dyr på bestialsk vis, behandle deres kvinder som ejendom, mutilere kønsorganerne på deres småbørn, opfordre til vold mod ikke-religiøse grupper eller homoseksuelle, forhindre børn i at få en tilstrækkelig uddannelse, eller hvad de nu har lyst til, så skal vi respektere og tolerere det, og lade dem gøre det.

Det er som om selve ordet "respekt" har fået en hel ny betydning. Hvor det førhen simpelthen var en stiltiende accept af at andre havde anderledes sære ritualer, og at man undlod at lufte sin kælegris i moskeens gårdhave, så er det nu blevet til en underlig ide om at man skal underkaste sig sære leveregler fra alskens religioner, på trods af at man aldrig har tilhørt dem.

Jeg holder meget af dette citat fra H.L.Mencken, der præcist udtrykker hvor langt vi skal gå i vores "respekt" for andres religioner:

We must respect the other fellow's religion, but only in the sense and to the extent that we respect his theory that his wife is beautiful and his children smart.
H. L. Mencken

Altså, jeg forstår og respekterer at du synes din kone er vidunderlig, men det betyder ikke at jeg vil kaste rosenblade for hendes fødder når hun er ude at handle, og det betyder heller ikke at jeg vil acceptere at I udfolder jeres seksuelle lyster på mit stuegulv! Hvad I laver hjemme hos jer selv, så længe det ikke går ud over børnene eller andre uskyldige, er jeres helt egen sag - det vil sige at jeg ikke blander mig, men heller ikke vil blandes ind i det!
Jeg vil ikke acceptere at mine børn skal starte deres skoledag med at lovprise din kones skønhed, og jeg vil heller ikke acceptere at de ikke må lære noget som dine børn ikke kan eller vil forstå!

Den dag religiøse folk begynder at respektere os andre, respektere vores skikke, acceptere at vi spiser bacon, acceptere at vi går i læder, acceptere at vi giver hinanden hånden når vi hilser, acceptere at vi ikke skærer i vores børns kønsorganer, accepterer at vi ikke gider læse de religiøse tekster og overholde deres mange selvmodsigende regler, så vil jeg måske begynde at overveje at respektere dem igen.

Men indtil da vil jeg have samme respekt for den enkeltes religion som jeg har for vedkommendes foretrukne fodboldhold (forudsat at det er et fodboldhold der kun findes i fantasien).

Ud med gud

Måske er det en lidt for hård, lidt for barsk, lidt for "harsh" titel denne blog har fået, men hvorfor ikke sætte de hårde linjer op først, og så senere definere i hvilke enkelttilfælde man er villig til at slække på dem?

Igennem mange år tvivlede jeg på guds eksistens - i folkeskolen holdt jeg umådelig meget af faget kristendom/religion, og husker stadig store dele af historierne fra både det gamle og det nye testamente, og forundres stadig når jeg møder folk der erklærer sig selv kristne, men ikke ved hvem for eksempel Moses, Noah eller Paulus var. Jeg tror ikke at jeg dengang tænkte over hvorvidt historierne var sandfærdige beretninger, eller myter der skulle fortolkes, jeg holdt bare af dem som jeg holder af alle historier - "Indiana Jones og jagten på den forsvundne skat" var for mig hverken mere eller mindre virkelighed end historien om Moses der steg ned fra bjerget med stentavlerne, begge dele var bare fascinerende historier i stort set samme univers. Da tiden kom til at jeg skulle konfirmeres, begyndte jeg for alvor at tænke over om det virkelig kunne være rigtigt det her med gud - de ting vi skulle sige i kirken, de gav ikke helt mening, hvorfor skulle vi for eksempel sige at vi troede på at Jesus genopstod tre dage efter sin død? Jeg blev mere og mere overbevist om at det hele skulle tages lidt mindre bogstaveligt, og at begrebet "gud" måske mere var en svunden tids måde at udtrykke den enorme kompleksitet af følelser, trængsler, længsler, drifter og instinkter som vi mennesker oplever i livets store og svære stunder.

I mange år affandt jeg mig med den opfattelse, og undrede mig højlydt hver eneste gang jeg hørte om nogle (altid erklærede kristne) der tog biblens ord bogstaveligt, ja, folk tager sågar evangelierne om Jesus' mirakler bogstaveligt, selv om selvsamme Jesus efter sin allerførste lignelse forklarer diciplene hvorfor det er bedre at fortælle en allegori end den bogstavelige historie ... det var mig en gåde hvorfor folk der tilsyneladende havde læst hele biblen, igen og igen opførte sig som om de ikke havde forstået et eneste ord af den.

Jeg tror at jeg måske tilpassede kristendommen til min egen pseudo-panteistiske humanisme, og blev derfor vældig begejstret, da den lærde folkekirkepræst Thorkild Grosbøll i 2003 erklærede at han ikke troede på en skabende gud der blander sig aktivt i vores liv. Men det blev for meget for biskoppen, der erklærede at i folkekirken tror man bogstaveligt på alt hvad der står i biblen, og jeg indså efter mange mange år at jeg slet ikke hørte hjemme i nogen trosretning.

For tro (gudstro især) drejer sig ikke om at have noget at tro på i livets svære tider, det drejer sig ikke om at have et håb om at der er noget større og vigtigere end en selv, og det drejer sig slet ikke om at vi som mennesker skal være gode mod hinanden og forsøge at respektere andre, selv om de spiser noget mærkeligt mad.
Tro (og organiseret religion især) går ud på at fornægte objektive fakta, at fornægte andre mennesker, hvis de ikke erklærer at tro på præcis det samme som en selv, at tilrane sig selv og sine endnu større magt og flere penge end de andre, og i det store hele at udnytte andre mennesker mest muligt.
Der er intet som helst der tyder på at der skulle findes en ekstern "intelligens" som våger over os mennesker, der er intet som helst der tyder på at vi fortsætter med at leve efter vi er døde, og der er intet der tyder på at biblen er skrevet med andet formål end at forsøge at holde styr på et uroligt ørken-folkeslag.

Så jeg har langt om længe smidt gud ud af mit liv - og håber at mange andre vil gøre det samme.

Jeg hverken planlægger eller forventer at vende nogle fra deres religion med denne her blog - jeg vil heller ikke aktivt forsøge at fornærme enkeltpersoners personlige tro, men simpelthen skrive om mine egne oplevelser og erfaringer i forbindelse med at jeg har lagt troen bag mig. Hvis en af mine læsere skulle kæmpe med det samme problem som jeg beskriver i en artikel, så er det mit håb at mine "trængsler" kan hjælpe vedkommende til at stille de rette spørgsmål til sig selv og sine nærmeste.