Måske er det en lidt for hård, lidt for barsk, lidt for "harsh" titel denne blog har fået, men hvorfor ikke sætte de hårde linjer op først, og så senere definere i hvilke enkelttilfælde man er villig til at slække på dem?
Igennem mange år tvivlede jeg på guds eksistens - i folkeskolen holdt jeg umådelig meget af faget kristendom/religion, og husker stadig store dele af historierne fra både det gamle og det nye testamente, og forundres stadig når jeg møder folk der erklærer sig selv kristne, men ikke ved hvem for eksempel Moses, Noah eller Paulus var. Jeg tror ikke at jeg dengang tænkte over hvorvidt historierne var sandfærdige beretninger, eller myter der skulle fortolkes, jeg holdt bare af dem som jeg holder af alle historier - "Indiana Jones og jagten på den forsvundne skat" var for mig hverken mere eller mindre virkelighed end historien om Moses der steg ned fra bjerget med stentavlerne, begge dele var bare fascinerende historier i stort set samme univers. Da tiden kom til at jeg skulle konfirmeres, begyndte jeg for alvor at tænke over om det virkelig kunne være rigtigt det her med gud - de ting vi skulle sige i kirken, de gav ikke helt mening, hvorfor skulle vi for eksempel sige at vi troede på at Jesus genopstod tre dage efter sin død? Jeg blev mere og mere overbevist om at det hele skulle tages lidt mindre bogstaveligt, og at begrebet "gud" måske mere var en svunden tids måde at udtrykke den enorme kompleksitet af følelser, trængsler, længsler, drifter og instinkter som vi mennesker oplever i livets store og svære stunder.
I mange år affandt jeg mig med den opfattelse, og undrede mig højlydt hver eneste gang jeg hørte om nogle (altid erklærede kristne) der tog biblens ord bogstaveligt, ja, folk tager sågar evangelierne om Jesus' mirakler bogstaveligt, selv om selvsamme Jesus efter sin allerførste lignelse forklarer diciplene hvorfor det er bedre at fortælle en allegori end den bogstavelige historie ... det var mig en gåde hvorfor folk der tilsyneladende havde læst hele biblen, igen og igen opførte sig som om de ikke havde forstået et eneste ord af den.
Jeg tror at jeg måske tilpassede kristendommen til min egen pseudo-panteistiske humanisme, og blev derfor vældig begejstret, da den lærde folkekirkepræst Thorkild Grosbøll i 2003 erklærede at han ikke troede på en skabende gud der blander sig aktivt i vores liv. Men det blev for meget for biskoppen, der erklærede at i folkekirken tror man bogstaveligt på alt hvad der står i biblen, og jeg indså efter mange mange år at jeg slet ikke hørte hjemme i nogen trosretning.
For tro (gudstro især) drejer sig ikke om at have noget at tro på i livets svære tider, det drejer sig ikke om at have et håb om at der er noget større og vigtigere end en selv, og det drejer sig slet ikke om at vi som mennesker skal være gode mod hinanden og forsøge at respektere andre, selv om de spiser noget mærkeligt mad.
Tro (og organiseret religion især) går ud på at fornægte objektive fakta, at fornægte andre mennesker, hvis de ikke erklærer at tro på præcis det samme som en selv, at tilrane sig selv og sine endnu større magt og flere penge end de andre, og i det store hele at udnytte andre mennesker mest muligt.
Der er intet som helst der tyder på at der skulle findes en ekstern "intelligens" som våger over os mennesker, der er intet som helst der tyder på at vi fortsætter med at leve efter vi er døde, og der er intet der tyder på at biblen er skrevet med andet formål end at forsøge at holde styr på et uroligt ørken-folkeslag.
Så jeg har langt om længe smidt gud ud af mit liv - og håber at mange andre vil gøre det samme.
Jeg hverken planlægger eller forventer at vende nogle fra deres religion med denne her blog - jeg vil heller ikke aktivt forsøge at fornærme enkeltpersoners personlige tro, men simpelthen skrive om mine egne oplevelser og erfaringer i forbindelse med at jeg har lagt troen bag mig. Hvis en af mine læsere skulle kæmpe med det samme problem som jeg beskriver i en artikel, så er det mit håb at mine "trængsler" kan hjælpe vedkommende til at stille de rette spørgsmål til sig selv og sine nærmeste.
1 kommentar:
Jeg må sige, at jeg var i nogenlunde samme båd. Jeg fandt også historierne fascinerende på linie med andre bøger jeg læste. Da jeg skulle konfirmeres begyndte jeg i en ungdomsklub i forbindelse med kirken, og der fik jeg virkelig øjnene op for de vrangforestillinger nogle mennesker har om verden.
Jeg husker stadig da en af lederne talte om gen-manipulation som værende et indgreb i Guds design. Jeg spurgte ham, om hvordan gen-manipulation var anderledes end det mennesker har gjort igennem 1000 års avl af alle vores husdyr og afgrøder, bortset fra, at det er mere målrettet og hurtigere.
Jeg havde svært ved at acceptere den form for uvidenhed og uvillighed til at lære før de fordømte, og jeg sagde endegyldigt farvel til enhver form for religion.
Send en kommentar