Når nyhederne taler om religiøse fundamentalister der opfordrer til at myrde løs, så starter de indbudte eksperter og debattører altid med at sige at de naturligvis respekterer den enkeltes personlige religiøse opfattelse, og at denne og hin religion normalt er meget fredselskende, og så videre og så væk.
Det er ikke bare en tendens i samfundet til at man pr. automatik "respekterer" alle religioner, det er faktisk ulovligt ikke at gøre det. Straffelovens §140 siger:
§ 140. Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.Hvilket vil sige at hvis jeg i en debat eller på en hjemmeside siger at religion X er latterlig, og at deres indbildte gud ikke findes, og at de er naragtige fordi de bruger så meget tid på at forsøge at tale med denne indbildte gud, ja, så står jeg altså til fire måneders fængsel ...
Denne såkaldte "blasfemi-paragraf" har stort set aldrig været i brug, da vi sidenhen har fået "racisme-paragraffen" §266b, der forbyder at true, forhåne eller nedværdige en gruppe af personer, blandt andet på grund af deres religiøse tro. Forskellen er ganske stor - §140 forbyder at sige noget grimt om religionen i det hele taget, og §266 forbyder at sige noget grimt om de folk der udøver den.
Og kynisk som jeg er, så tænker jeg på disse to paragraffer hver eneste gang jeg hører en person offentligt sige at "jeg respekterer naturligvis den enkeltes religion." for hvis vedkommende ikke sagde det, ja, så var der potentiale for en straffesag.
Den anden vej?
Det uhyggelige er at religiøse folk ikke behøver respektere andre - deres ritualer er hellige, så hvis de vil bimle med klokker søndag morgen, eller råbe ud fra et tårn fredag eftermiddag, nægte lægebehandling for deres børn, stå i vejen for redningsfolk fordi de "assister", synge og larme på offentlige gader, slagte dyr på bestialsk vis, behandle deres kvinder som ejendom, mutilere kønsorganerne på deres småbørn, opfordre til vold mod ikke-religiøse grupper eller homoseksuelle, forhindre børn i at få en tilstrækkelig uddannelse, eller hvad de nu har lyst til, så skal vi respektere og tolerere det, og lade dem gøre det.
Det er som om selve ordet "respekt" har fået en hel ny betydning. Hvor det førhen simpelthen var en stiltiende accept af at andre havde anderledes sære ritualer, og at man undlod at lufte sin kælegris i moskeens gårdhave, så er det nu blevet til en underlig ide om at man skal underkaste sig sære leveregler fra alskens religioner, på trods af at man aldrig har tilhørt dem.
Jeg holder meget af dette citat fra H.L.Mencken, der præcist udtrykker hvor langt vi skal gå i vores "respekt" for andres religioner:
We must respect the other fellow's religion, but only in the sense and to the extent that we respect his theory that his wife is beautiful and his children smart.Altså, jeg forstår og respekterer at du synes din kone er vidunderlig, men det betyder ikke at jeg vil kaste rosenblade for hendes fødder når hun er ude at handle, og det betyder heller ikke at jeg vil acceptere at I udfolder jeres seksuelle lyster på mit stuegulv! Hvad I laver hjemme hos jer selv, så længe det ikke går ud over børnene eller andre uskyldige, er jeres helt egen sag - det vil sige at jeg ikke blander mig, men heller ikke vil blandes ind i det!
H. L. Mencken
Jeg vil ikke acceptere at mine børn skal starte deres skoledag med at lovprise din kones skønhed, og jeg vil heller ikke acceptere at de ikke må lære noget som dine børn ikke kan eller vil forstå!
Den dag religiøse folk begynder at respektere os andre, respektere vores skikke, acceptere at vi spiser bacon, acceptere at vi går i læder, acceptere at vi giver hinanden hånden når vi hilser, acceptere at vi ikke skærer i vores børns kønsorganer, accepterer at vi ikke gider læse de religiøse tekster og overholde deres mange selvmodsigende regler, så vil jeg måske begynde at overveje at respektere dem igen.
Men indtil da vil jeg have samme respekt for den enkeltes religion som jeg har for vedkommendes foretrukne fodboldhold (forudsat at det er et fodboldhold der kun findes i fantasien).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar